Nyt pilotprojekt: Telemedicin og diabetes

TeleCare Nord Sekretariatet, Steno Diabetes Center Nordjylland, Aalborg Universitet, de nordjyske kommuner og almen praksis samarbejder om et nyt pilotprojekt om telemedicin og diabetes, der netop er igangsat.

Det telemedicinske tilbud til personer med diabetes omfatter hjemmemåling af blodsukker, søvn og trivsel – og for nogen også blodtryk og bevægelse. Alt sammen i løbende dialog med en kommunal sygeplejerske.

Målet med projektet er, at personer med dysreguleret type 2-diabetes opnår bevidstgørelse, læring, refleksion og handlekompetence i forhold til livet med diabetes og derigennem en bedre blodsukkerregulering.

Pilotprojektet afprøves i samarbejde med Hjørring Kommune, Jammerbugt Kommune, Rebild Kommune og Morsø Kommune. Et mindre antal lægeklinikker henviser patienter til det telemedicinske tilbud, og de første henvisninger er netop modtaget i kommunerne. I alt skal 60 borgere inkluderes i projektet, som forventeligt løber frem til efteråret 2024.

Projektet tager afsæt i en evidenskortlægning, som viser, at et telemedicinsk tilbud bør fokusere på borgere med type 2-diabetes, fordi der her ses en effekt på sygdomsregulering, og at det bør inkludere en indsats, hvor borgeren foretager hjemmemålinger, som monitoreres af en sundhedsfaglig medarbejder (Hangaard et al. (2021)). Hvad der konkret skal måles på, er der ikke enighed om i litteraturen, derfor gennemføres pilotprojektet i to spor. I det ene udføres hjemmemåling af blodsukker, blodtryk, bevægelse, søvn og trivsel, mens det andet kun måler blodsukker, søvn og trivsel. Målingerne opsamles via aktivitetsur, blodtryksmåler, blodsukkermåler (SMBG) og spørgeskemaer i den telemedicinske løsning.

Der er etableret et forskningsspor, hvor der indsamles og bearbejdes erfaringer og data om blandt andet målgruppe, målepunkter, -hyppighed og -varighed. Forventningen er, at det kan danne grundlag for et projekt i større skala, og på den længere bane et telemedicinsk tilbud, som kan implementeres i stor skala i regionen og potentielt nationalt.

Pernille Frøstrup Barington, projektleder
Mobil: 23676997
Mail: pfr@rn.dk 


Opdateret